Regler og love

Bødetakster, restriktioner og fartbegrænsninger for lystsejlere

Som skipper på en båd, har du ansvaret for at sætte dig ind i gældende lovgivning om fartbegrænsninger og regler. I denne artikel hjælper vi dig på vej.

Senest ajourført d. 18. maj 2026

Indhold

    Ekspandér

    Hvilke regler overtrædes oftest af lystsejlere?

    Som lystsejler er der mange regler og love, som man skal kende til. En undersøgelse hos udvalgte politikredse peger på, at det oftest er fartovertrædelser, manglende redningsveste ombord, manglende speedbådscertifikat for føreren af båden og manglende ansvarsforsikring af speedbåde der udløser bøder til de sejlere, der bliver kontrolleret på havet.

    Der er ifølge Henrik Strauss fra Fyns Politi behov for dialog, da reglerne kan svære og kringlede at finde rundt i. Han oplyser også, at der kun gives bøder i 10% af de tilfælde, der kontrolleres. Resten får dialogen og oplyses om reglerne.

    Da hver politikreds har deres eget reglement kan det være en udfordring at finde den rette information. Men det er altid skippers ansvar at holde sig orienteret om regler og restriktioner.

    Video om politiets arbejde

    Københavns Vestegns Politi har lavet videoen herunder i 2019 om politiets arbejde på vandet. Videoen giver et godt billede af, hvordan politiet arbejder, når de udfører kontroller. Vær opmærksom på, at videoen ikke dækker alle gældende regler. Dem kan du læse om i artiklen.

    Hvilke generelle love og regler er der for lystsejlere?

    Selvom der findes lokale restriktioner og regler, er der en række love og krav, som gælder for alle. Det drejer sig blandt andet om bådens udstyr og om hvilke beviser og certifikater du skal have, når du er fører af båden.

    Hvilket lovpligtigt udstyr skal du have på båden?

    • Redningsvest
      Der skal være redningsveste til alle ombord. Redningsvestene skal være være størrelsessvarende i forhold til besætningen. Manglende vest udløser en bøde på 1.500 kroner per vest.
    • Lovpligtig bådforsikring
      Alle der ejer en speedbåd, en vandscooter eller lignende skal have tegnet en ansvarsforsikring. Ansvarsforsikringen skal medbringes på havet og kunne vises frem når som helst. Manglende ansvarsforsikring medfører en bøde på 1.000 kroner.
    • Lanterner og lygter
      Det er dit ansvar som skipper at sørge for at alle lanterner er monteret korrekt og at det er en godkendt model.

    Hvilke certifikater skal du have som fører?

    • Vandscooter
      Du skal have et vandscooterbevis, når du er fører af en vandscooter. Det gælder uanset om du er ejer eller lejer af vandscooteren. Manglende bevis medfører en bøde på 5.000 kroner første gang du overtræder og 10.000 kroner anden gang.
    • Speedbåd
      Om du skal have et speedbådsbevis, afhænger af bådens størrelse, om den er planende og af bådens motoreffekt. Du kan indtaste bådens længde og motoreffekt på Søfartstyrelsens hjemmeside og blive klogere på, om din båd kræver speedbådsbevis. Manglende bevis medfører en bøde på 5.000 kroner første gang du overtræder og 10.000 kroner anden gang.
    • Sejlbåd
      Hvis du sejler i sejlbåd under 15 meter, er der i Danmark ingen særlige krav til bevis eller certifikater. Er sejlbåden over 15 meter, skal du gennemføre en yachtskipperuddannelse. Du kan læse mere om beviser og certifikater på Søfartstyrelsens hjemmeside
    • VHF certifikat
      Der er fra Søfartstyrelsens side et krav om at du skal have et bevis for bestået SRC-prøve for at du må betjene VHF-radioen ombord. Læs mere om VHF/DSC radio i denne artikel.
    • Må du overlade roret til en gast?
      Du må ikke overlade roret i en båd der kræver certifikat til en gast, med mindre denne gast selv har det rette certifikat. Det udløser bøde, hvis ikke fører af båden har det rette certifikat - uanset om en anden ombord på båden har certifikatet.

    Promillegrænse til søs

    Promillegrænsen for førere af skibe på over 15 meter, planende speedbåde samt vandscootere er på 0,5 promille. Som fører af et sejlskib på under 15 meter, er reglen at du godt må indtage alkohol, men du må ikke være påvirket i en grad, hvor du ikke kan føre fartøjet på betryggende vis.

    Bødetaksten er den samme som ved spirituskørsel. Det betyder, at du ved en promille på 1,00 vil få en bøde på en måneds nettoløn.

    Reglerne gælder ikke, når skibet ligger i havn eller på en ankerplads.

    Du kan læse mere om promillegrænser her: Promillegrænse til søs 

    Bødetakster for de mest almindelige overtrædelser

    Overtrædelse

    Bødetakst

    Manglende
    redningsveste

    1.500 kroner per manglende vest.

    Hastigheds-
    overtrædelser

    5.000 kroner første gang og 10.000 kroner anden gang.

    Sejlads i
    forbudszoner

    5.000 kroner første gang du overtræder forbuddet og 10.000 kroner anden gang.

    Manglende
    bevis

    5.000 kroner første gang og 10.000 kroner anden gang.

    Manglende
    ansvarsforsikring

    Det er lovkrav at have en ansvarsforsikring, når du sejler speedbåd. Manglende ansvarsforsikring udløser en bøde på 1.000 kroner.

    Fartbegrænsning - hvor hurtigt må du sejle?

    Inden du sejler, er der en række grundlæggende regler, som du skal sætte dig ind i. En af dem er er fartbegrænsninger - for hvor hurtigt må du egentlig sejle?

    Også her er reglerne omfattet af lokale restriktioner og det vil være nødvendigt at søge information enten på www.danskehavnelods.dk, på kommunernes hjemmesider eller i den konkrete politikreds.

    Lokale restriktioner

    Det kan være en udfordring som lystsejler at finde frem til de gældende regler og restriktioner, da hver politikreds har deres eget reglement. Det er altid skippers ansvar at sætte sig ind i hvilke regler der gælder i et givent område. Udfordringen kan være, at finde ud af hvor denne information kan findes.

    Som lystsejler kan du lokalt møde restriktioner, der omhandler særlige fartbegrænsninger og særlige forbudszoner, som enten er midlertidige eller konstante. Det kan fx omfatte særlige områder, der i sommerhalvåret er forbeholdt badende gæster.

    Når du skal finde frem til disse lokale restriktioner, kan du enten søge dine informationer frem på hjemmesiden www.danskehavnelods.dk og indtaste det område, som du ønsker særlig information om. Data fra havnemyndighederne opdateres ugentligt.

    Du kan også gå via kommunens eller politikredsens hjemmeside, hvor relevante restriktioner oplyses. Søg på ordet 'sejlads' og den aktuelle politikreds, så kommer de gældende regler op. Find det på denne hjemmeside, hvor du har overblik over alle politikredse i Danmark: https://politi.dk/politikredse

    Rul til toppen